fredag den 8. januar 2016

8/1 - 2016

I nat har det sneet... Jeg syns det er noget mærkelig kold noget, men for at hjælp min mor prøver jeg at spise mig ej igennem det. Det virker lidt nyttesløst. Jeg forstår heller ikke helt hvorfor Aksel sidder på den fjollede tingest i stedet for at gå, jeg kan godt blive lidt bange for den. Tænk hvis den skulle fræse over mine små poter..

Mor siger, at jeg bliver bedre og bedre til at gå med om morgenen. Jeg kan i hvert fald huske, at når vi kommer til skolen, så er der nogen søde børn, jeg skal snakke med, og det er jeg god til. Jeg forstår ikke altid at pigerne ikke vil med længere, når vi er nået der til. Så kan jeg godt blive lidt ked af det. Men så kommer jeg i tanke om, at der også altid er nogen og snakke med, mens mor afleverer Aksel i børnehaven. Og bagefter er der max fart på hjem af, for så skal vi hjem og hygge-putte i mors stol.

tirsdag den 5. januar 2016

5/1 - 2016

Mor lod mig være lidt alene hjemme i dag, så hun kunne køre Cille til tandlægen. Hun forstår ikke, at jeg ikke syns at det er ok... så nu har jeg lagt mig på hende, så render hun vel ikke nogen steder...

Hun har oven i købet flyttet mig ud af soveværelset om natten. Hun siger at jeg snorker. Højt. Jeg aner ikke hvad hun snakker om, jeg har da i hvert fald ikke hørt noget. Jeg er sikker på at det er hende som snorker, når jeg vågner om natten og er tør og øm i næsen og halsen.
Heldigvis er det kun lige uden for døren, så jeg er kun ½ meget fra mit sædvanlige sovested. Men vigtigst er det vel at mor er glad og siger at nu kan Aksel næsten overdøve mit snorken når døren er lukket og hans hoved er ved siden af hendes.
Det er noget de finder på. Prøv lige at putte Aksel i soveburet og lad mig komme under dynen, så skal i få nattesøvn.

mandag den 4. januar 2016

4/1 - 2016

I dag var mor og jeg ved dyrlægen igen.
Denne gang fik jeg det store sundheds tjek og vaccinationer.
Jeg kunne godt huske stedet, mor lokkede mig op på vægten lige som sidst; på en uge var jeg vokset fra 4,7 kg til 7,0kg. Den søde dyrlægedame sagde også at jeg var en fin fyr, i flot foderstand (jeg syns nu at der falder for lidt godbider af), fint tandsæt, fik ordnet negle (havde ellers glædet mig til at kennel-far skulle gøre det), fik konstateret at mit ego er tårnhøjt (hallo, jeg er BEAGLE) og så var det at hun ikke var tilfreds med mors indsats for at overbevise mig om, at det er ok at kigge på mine ører, øjne og tænder...
Men altså; jeg vil ikke.. Glem det.. Det sker ikke..
Og så var det at straffen kom... ja, jeg græder lidt, når jeg tænker på det. Hun stak mig. MED EN NÅL! dumme dumme dame. Men så var det hun stak mig en hapser, åhh mums! Og hun kom så over og snakkede med mig, det er noget jeg er glad for og så var det, at jeg tilgav hende. Af en eller anden grund ville hun alligevel lige genere mig lidt mere, nu var vi ellers lige på talefod igen, men lige pludseligt var det at hun stak en dims ind og sprøjtede medicin på i min højt elskede næse.. HALLO dame, jeg skal altså bruge den.
Det kildede og kløede, så jeg kom til at nyse, og så ville jeg altså gerne hjem; eller i hvert fald ud og advare de andre vovser, som skulle ind til de mennesker.
Da vi kom ud og min mor skulle betale (ja altså jeg syns de burde betale for mit selskab), så var det de havde pakket en stor pose med overraskelser til mig...OKAY!! jeg tilgiver.. IGEN!!!
Det var så fint; lidt mad, lidt guf, læsestof til mor, legetøj med den allerbedste PIV i og så et kæmpe stort kødben. Mor spurgte damen om jeg virkeligt måtte få sådan et stort et... MOAR!! jeg er er stor dreng. og det smager altså bare så godt.

Jeg sov godt i bilen på vejen hjem, det var alligevel lidt af en mundfuld. Aksel havde sagt til mor, at han sådan håbede at jeg ville komme og hente ham i børnehaven. Mor var sød og lod mig komme med ind. UHA! det var næsten for meget for mine ører, jeg er godt nok glad for at mor bar mig. Selvfølgeligt syns de alle sammen at jeg er über-lækker, det ved jeg jo at jeg er. Jeg kan ikke gøre for det. Men Aksel var god til at finde hans ting, så vi kunne komme ud der fra igen - næste gang venter jeg altså bare uden for.

lørdag den 2. januar 2016

2/1 - 2016

Det går meget bedre ny, hvor vi fik den skrækkelige nytårs aften på afstand.
Min mor siger at jeg er blevet meget bedre til at få tisset og lavet pølser uden for. Jeg gider bare ikke sige det til hende, for jeg har stadig et håb om, at jeg får min vilje og her kan dufte så alle ved, at det er mit hus. Jeg er jo ikke en stædig beagle for ingen ting, vel?

Min fjollede familie putter alle mine sager op i en kurv, så de ikke falder over det. Ja, de er lidt usikre på de 2 ben de hopper rundt på - de kunne lære noget af os hunde. På 4 ben er der altid styr på tingene. Men det er altså lidt af et arbejde for sådan en lille fyr som mig, at få fundet mine sager frem igen. Mine ben er ikke så lange, men så var det jeg havde heldet med mig og det lykkes mig at komme op til tingene. Ok, jeg kunne ikke helt få måsen med mig i starten, men jeg kom op.
Dygtig hund - hvis nogen spør mig!

torsdag den 31. december 2015

31/12 - 2015

Hermed sender jeget ønske om et godt nytår til jer alle!

I dag har jeg fået julegaver, endeligt blev det vores tur til det halløj. Jeg fik et nyt kødben og en pose lækre guffere.
Bagefter skulle vi holde nytår, far lavede mad hele dagen. Jeg siger jer 'DET DUFTEDE'!!! mums! Men der var sådan en larm uden for en gang i mellem så jeg slap for alle de trælse trave ture. Mor prøvede at tage en tur på sportspladsen med mig inden aftensmaden. Men jeg kunne høre at der var nogen lang væk som blev skudt og så ville jeg altså gerne hjem. Desuden var det jo vildt mørkt der ovre, så man ved jo ikke om nogen følger efter en, og husker mor mon at passe på mig hvis der kommer en!?! nejtak, jeg ville hjem.
Der var også meget hyggeligere hjemme, udover min familie var bedstemor og bedstefar kommet, og mormor og morfar kom også... jamen så mange mennesker til én hund - så kan men jo ikke bare rende rundt uden for.

Da de havde siddet og spist hele aftenen, syns jeg der begyndte at blive meget larm, alle undtagen mor var gået ud. De er jo tossede og jeg blev bange. Hvorfor går man der ud, hvor man bliver skudt?? det hele blev lige pludseligt for meget, og så tissede jeg i min seng. Jeg blev så flov, men mor råbte et eller andet til far, og så forsvandt larmen lidt. Jeg fik en ren dyne og så kom mor og puttede mig. Det var sørme godt, jeg havde hende.

onsdag den 30. december 2015

30/12 - 2015

Pyh, hvor var jeg træt i går efter at have leget både med mig hundemor og med dyrlægen. Så jeg tog en god lang lur bagefter. I nat syns mor at jeg skulle sove i det store bur, så hun kunne få sin nattesøvn igen.. Det var jeg altså ikke enig i, jeg blev så ked af det og var lige ved at dø af savn lige så snart hun gik i seng. Så da jeg havde fået vækket pigerne kom mor og tog mig ud, så kig hun ud i bilen og tog det lille bur, som vi kører tur i. Min mor satte buret inde i soveværelset hvor min kurv plejer at stå, der ville jeg altså gerne sove og hoppede hurtigt ind i buret. Mor sagde godnat, og så sov vi. Jeg kunne stadig høre de snorkede, så det var helt ok. Jeg ville lige være sød ved mor, så vi sov helt indtil klokken var 7. Måske jeg så får en ekstra godbid i løbet af dagen.

Når jeg nu havde været så sød, så skulle man tro at de ville være ekstra søde ved mig.. Men næh nej, de tog på tur og efterlod mig alene hjemme igen. Altså tror de at jeg ikke gider se på traktorer og store gravemaskiner?!?! jeg er temmelig sikker på, at der var nogen mennesker, der trængte til at nusse nogen bløde hvalpe ører og få et nap i næsen..

Da de kom hjem igen græd jeg lidt. Jeg var så glad for at se dem, troede jo at de måske havde glemt mig. Så jeg tænkte, at hvis jeg nu pyllerede lidt, så kunne de måske forstå, at det ikke var en god ide, at være sådan i mod mig.

tirsdag den 29. december 2015

29/12 - 2015

I dag skulle vi forbi dyrlægen og have kigget på mine ører, de klør nemlig lidt.
Men inden da syns min hundemor at jeg skulle komme forbi og lege lidt. Vi har sådan savnet hinanden, så det var bare dejligt at få en hurtig snak. Min menneske mor trængte vist også til en snak med kennel-mor og kennel-far. Hun syns, at jeg snorker sådan om natten, og så syns hun, det er svært at få sovet, når jeg om natten bliver lidt nysgerrig på hvad der ellers foregår i soveværelset. Så nu skal jeg prøve at sove i det store bur i nat... ja jeg syns altså at det er skrækkeligt langt fra dem, vi plejer jo og holde i hånd hele natten..
Nå men vi kom til dyrlægen, hun stak en masse ting i mine ører. Jeg syns bare hun skulle holde sig langt væk. Men Rosa var så sød og holde om mig, og så fik jeg en godbid. Der var rigtigt mange dejlige dufte i dyrlægens hus, så det var slet ikke så slemt. Køreturen frem og tilbage gik godt, jeg syns selv, jeg er ret sej til det.