tirsdag den 2. februar 2016

2/2 - 2016

Igen i dag kørte mor og mig til dyrlægen. Jeg blev så glad, i går var der jo fyldt med legekammerater og det er sådan noget jeg husker. Men hold op hvor skuffende! ingen søde hundehvalpe, ikke flere godbidder og tyggepinde på gulvet og ikke en masse mennesker som giver mig ret i at jeg er sød og lækker. OK, der var et par stykker som arbejder der, og de gad da godt nusse mig bag ørerne og finde en kiks. Men så kom jeg ind til ham der dyrelægen. Han fandt lidt lækkert og vi snakkede, men.. AV!.. han stak på en nål i nakken på mig. Jeg skulle lige til, at sige han var dum, men så fik jeg en godbid mere. GUF!
Mor købte et par 'alene hjemme ben' med. Det er nemlig sådan en aftale, vi har lavet; når jeg skal være alene, så skal der være guf for alle pengene, og til gengæld skælder jeg ikke sådan ud, som jeg gjorde, da jeg var lille bitte. Nogen gange går jeg endda selv ind i buret og kigger mor dybt i øjnene, så forstår hun (nogen gange), at nu skal der findes guf, og så kan hun bare fise af i et par timer. Jeg syns selv, at jeg har fået opdraget hende godt.

Til aften kom mormor og morfar igen og spiste til aften. Mormor er så sød, hende må jeg gerne bide i fingrene, og de er næsten lige så lækre som mine kødben. Efter de havde spist, tog mor til møde i børnehaven, og så skulle børnene og jeg passe mormor og morfar. Jeg tror, det er længe siden, de har haft hund, for de forstod ikke lige, at jeg manglede noget at tygge på og en tur uden for. Jeg hjalp dem ellers så godt, jeg kunne; kom slæbende med skibukser, sko og støvler, men lige meget hjalp det - de blev bare sure. Godt min mor kom hjem igen efter et par timer.

Posten kom også med mit nye halsbånd, ret fancy! men jeg syns det gamle er bedst..


Ingen kommentarer:

Send en kommentar