Vi kørte ind til Petworld, hvor der var fotografering. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skulle gøre, men en sød dame havde godbider. Lige pludseligt var det ovre, og mor var rigtigt glad. Vi gik en tur i butikken og duftede til alle benene og godbiderne. Det var altså ret lækkert. Faktisk så lækkert, at jeg ikke ville ud af butikken igen. Men jeg vidste jo heller ikke, hvad vi skulle. Måske mor havde tænkt, at vi skulle ud i den skrækkelige bil igen.
Men mor sagde, at vi skulle gå lidt. Der var mange dejlige ting og dufte til, og så kom vi over til en anden dyrebutik, Maxi Zoo. Der var de godt nok søde. Vi skulle have sådan noget, mor sprøjter på gulvet, når jeg er kommet til at tisse. Jeg er ellers blevet ret god til at holde mig. Og så kiggede vi også på alle deres godbidder, mor snakkede med de andre kunder og de kløede mig selvfølgeligt bag ørerne. Da mor skulle betale, var der sådan en skøn duft, hvor vi stod. Det skulle jeg altså lige undersøge. Jeg fandt om bag disken, den søde pige gav mig lidt lækkert, men jeg kunne altså dufte noget, der var mere. Jeg hjalp hende med at finde en stor lækker pose med en masse lækkert, det måtte da være en, hun havde gemt til mig - og hvis den bare var glemt, så var det problem jo løst. Hun syns vist, at jeg var rigtig sød og dygtig. Jeg tror, jeg lokker mor med der ned igen en anden dag.
Måske skulle jeg få mig et arbejde dér når jeg bliver lidt ældre!!!

Ingen kommentarer:
Send en kommentar